Poetry in Paper

04.10.2019 - 20.09.2020

Su Blackwell, Amanda Betz, Cecilia Levy. Brian Dettmer, Adrian Mondot, Claire Bardainne, Mette Olsen, Tinne Delfs

Papir er et fascinerende materiale, som i århundreder har spillet en central rolle i vores hverdag. Vi har brugt papiret til at udveksle ideer, kommunikere, skrive breve, aviser, love og kontrakter. I udstillingen Paper in Poetry skal vi udforske kunst skabt i papir. En tankevækkende kombination med og gennem brug af bøger, forfatterskab, poesi og digital kunst, hvor bøger opleves på en helt ny og overraskende måde. Museets udstilling af et originalt H. C. Andersen-klip indgik også i særudstillingen. Udstillingen er støttet af Kulturministeriet.

Medvirkende kunstnere:

Su Blackwell (1975):

skaber papirskulpturer og tredimensionelle dioramaer. Det er ofte centreret omkring ungpigekarakterer, som placeres i en eventyrlig og poetisk verden, hvor nysgerrigheden og flygtigheden iscenesættes i folkloristisk inspirerede rammer. I arbejdsprocessen og billedsproget udforsker hun følelser og stemninger som melankoli, angst samt barndommens sårbarhed, uskyld og forundring. Su Blackwell reflekterer i sin kunst over den implicitte skrøbelighed, som ligger i drømme, ambitioner og livet selv. Denne refleksion kommer til udtryk i hendes behandling af papiret, som hun udsætter for irreversible og til dels destruktive ændringer, med efterfølgende genskabelse i nye kontekster. Blackwell er født i industribyen Sheffield, men lever i dag i sydengelske Hastings, hvor hun også kreerer sin kunst. Ud over sine udstillinger af bogskulpturer i hele verden, har hun illustreret The Fairytale Princess, en samling af syv klassiske eventyr. Blackwell udformer eventyrlige 3D fortællinger som vokser direkte ud af bogen – ud af ordene på bogens sider. På Museum for Papirkunst vises bogskulpturen:  ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Se mere om Su Blackwell på hendes hjemmeside. 

Amanda Betz (1978):

udfordrer grænserne for papiret som materiale og arbejder med meget forskellige manuelle og maskinelle fremstillingsformer. I denne udstilling bidrager Amanda Betz med en række værker, der hver især udforsker form og rum.  Med digtsamlingen Close to Nature, iagttager Betz markerne og kornet gennem en linse, inspireret af blandt andet den japanske stenhave og dens ”zen-tilstand”. Sammensmeltningen af kunstværker og digte, der udspiller sig i en åben dialog mellem sproget, papiret, marken og mosen, er blevet til i samarbejde med Peder Frederik (1978), der er uddannet fra Forfatterskolen i 2006.  Med udgangspunkt i de danske marker som et meditativt rum, søger Amanda Betz med sine værker at opnå og vise den ro, som opleves gennem naturen og dens rytmer. Betz blev færdiguddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i 2005 og bevæger sig hyppigt i et krydsfelt mellem kunst, design og arkitektur. Amanda Betz tager som arkitekt altid udgangspunkt i papir, når hun arbejder. I samarbejde med forfatteren Peter Frederik, laver hun en digtsamling som er en dialog mellem papiret og ordet. Close to Nature er arbejdstitlen, og det drejer om at se på den danske natur med japanske øjne. Læs om Amanda Betz på hendes hjemmeside  og her. Close to Nature støttes af Danmarks Nationalbank, L. F. Foght, Aage og Johanne Louis Hansen, Republikken, samt Statens Kunstfond Projektstøtte.

Cecilia Levy (1963):

er en svensk kunstner samt tidligere bogbinder og grafisk designer. Siden 2009 har hun eksperimenteret med blandt andet stivelse og papmacheteknikker, med hvilke hun transformerer papir fra gamle bøger til tredimensionelle objekter. I sine værker leger kunstneren med ødelæggelse og genskabelse. Hun destruerer bøgerne for efterfølgende at genskabe dem i nye former og udtryk. Når Levy udvælger sine ark og bøger, har hun et særligt fokus på den enkelte bogs specifikke historie, slid, brug og særpræg, som dermed får mulighed for at leve videre i en ny kontekst. Cecilia Levys objekter kan ses på Sveriges Nationalmuseum og er desuden udstillet internationalt. Levy præsenterer på udstillingen Poetry in Paper en række udvalgte værker, hvor hendes gentænkning af de gamle papirark og bogsider træder tydeligt frem i nye udformninger og figurer. Lær mere om Cecilia Levy på hendes hjemmeside.

Cecilia Levys udstilling er støttet af Iaspis.

Brian Dettmer (1974):

er repræsenteret i Poetry in Paper med værket Western Civilizations, der indgår i en serie af fire værker. Disse værker er skabt af den klassiske historiehåndbog af samme navn. Værkserien kan ses som en kommentar til, hvordan engang relevante og acceptable verdenssyn i dag kan synes forældede og antikverede. Derved revurderer værket fortidens tanker og handlinger. Dettmer er en amerikansk kunstner, der siden 2013 har boet og udøvet sin kunst i New York. En stor del af hans arbejde centrerer sig om Western Civilizations og dens potentiale for fysisk transformation igennem kunstnerens bearbejdning. Bøgerne ”forsegles”, hvorefter kunstneren med nærmest kirurgisk præcision bearbejder dem med redskaber såsom skalpel og pincet. Som resultat heraf fremvises udvalgte billeder, sider og bogfragmenter på en helt ny måde. Dettmer takler også større fysiske formater gennem forarbejdning af skulpturer af stablede bøger. Under tilblivelsesprocessen stabiliseres bogskulpturerne med lak, og det endelige udtryk manifesterer sig efterhånden, uden en på forhånd tilrettelagt plan fra kunstnerens side.

Adrien M (1979) og Claire B (1978):

er en alsidig og eksperimenterende fransk kunstnerduo, der i fællesskab udforsker en bred vifte af materialer, hjælpemidler og tematikker. De er repræsenteret i Poetry in Paper med værket Snow does not make sense, som både er en retrospektiv bog om kunstnerne samt deres hidtidige virke og et interaktivt totalkunstværk i sig selv. Bogens sider transformeres ved hjælp af moderne teknologi til individuelle, interaktive scener, hvor duoens ambitiøse og multifacetterede arbejder vækkes til live og åbenbares for beskuerens øjne. Adrien M og Claire B’s grænseoverskridende sammensmeltning af performance og lyd, lys, digitale virkemidler og teknologi har som ambition at skabe en bevægelsens kunst, der sætter menneskekroppen i relation til digitale og grafiske virkemidler og elementer. Adrien M har en baggrund som datamatiker, jonglør og performancekunstner, mens Claire B har erfaring som kunstner, grafisk designer og scenograf.

De to franske kunstnere skaber digital kunst og har udviklet projekter indenfor det, de kalder tidløs poesi. De udstiller en bog, som ved hjælp af en app og tablet/mobiltelefon bliver levende. Læs om det spændende koncept på kunstnerenes hjemmeside.

Mette Olsen (1953) og Tinne Delfs (1957):

Den aarhusianske kunstnerduo bestående af tekstil- og smykkeformgiveren Mette Olsen (1953) og skribenten Tinne Delfs (1957) har med værket Perler transformeret kvindelige danske forfatteres litterære perler til fysiske perler, udformet og behandlet, så man ved første øjekast ikke kan se, at de er skabt af findelt, kogt og derefter blendet bogmasse. De håndlavede perler bliver til gennem en månedlang proces, der i sig selv kan minde om skriveprocessen. Perlekæderne bliver i løbet af tilblivelsen behandlet så de får en skinnende og glødende overflade med karakter af ægte perlemor. Denne tvetydighed i materialet underbygger dobbeltheden i Perler som både litterære og ”ægte” perler. Perlekæderne repræsenterer udelukkende en æstetisk værdi tilsvarende den åndelige værdi, en bog kan skænke sin læser. Værket præsenteres som en kombination af de fysiske perlekæder og en fotoserie, der viser en anden række kvindelige forfattere smykket af perlerne. Gennem denne fotoserie bliver forfatterne både åndelige og fysiske bærere af den fælles sproglige og litterære kulturarv.

Forfatterne som indgår i Perler er: Majse Aymo-Boot iklædt Hold kæft og vær smuk af Vita Andersen, Christina Hesselholdt med En Dødsnat af Marie Bregendahl, Nanna Storr-Hansen med Ødelæggelsen 1-11 af Majse Aymo-Boot og Kirsten Thorup med Sommerfugledalen af Inger Christensen.

I udvalget af litterære værker indgår både digte, romaner og noveller – de smalle, folkelige såvel som de hyldede værker er med.

Mette Olsen og Tinne Delfs udstilling er støttet af Statens Kunstfond.