AT REJSE ER AT LEVE

Permanent udstilling med værker doneret af Hiroko Momoi

Som Hiroko Momois værker står udstillet på Museum for Papirkunst, er det ikke til at se deres egentlige natur. Hver enkelt rutsjebane, karrusel eller træ har nemlig en indbygget mekanisme, så de kan foldes sammen. Momoi er inspireret af pop-up bøger, hun læste som barn, hvor kunsten, der ellers ikke fik meget plads i hendes barndomshjem, kan foldes sammen og gemmes væk. 

Udstillingens titel, At rejse er at leve, er et citat fra H. C. Andersen. Som andre japanske børn voksede Momoi op med H. C. Andersens eventyr. Især historien om den grimme ælling ræsonnerede med hende, fordi hun ofte følte sig anderledes. Værket “Tree/root” er et udtryk for, hvordan hun fandt ro i sin identitet som enspænder. Momoi fortæller:

 If you have strong convictions within you, like roots that grow into the ground, someday branches and leaves will grow and a rich canopy will spread out.

Momoi gør brug af teknikken kirigami, der er et udtryk for arbejde med papir, hvor man både skærer i og folder papiret. Helt som en arkitekt ville gøre det, så laver Momoi omhyggelige beregninger og måler op, inden hun begynder sit byggeri. Der er sågar tænkt på fibrene i papiret, der skal vende den rigtige vej for at have en god bæreevne. 

Materialet papir betyder meget for Momoi. Hun finder ro i papirets udtryk, der helt uden farver skaber dimensioner med mønstre, lys og skygge. Momoi leger med forskellige typer af papir og næsten umærkelige farveforskelle, der får detaljerne i værkerne til at træde frem. 

Værkerne blev skænket til museet i 2025, hvor udstillingen blev åbnet den 4. august, som en del af hyldestarrangementet for H.C. Andersen i anledning af 220-året for hans fødselsdag og 150-året for hans dødsdag. Jubilæumsåret er støttet af Jammerbugt Kommune og Region Nordjylland.

Hiroko Momoi (1979) er født og opvokset i Japan. Hun har udstillet flere steder i Japan og har primært beskæftiget sig med papirkunst. Momoi har en uddannelse indenfor arkitektur, hvilket er kommet hende til gavn i  arbejdet med papirarkitektur. 

Foto: Poul Nymark & Sho Nakazato